Nogle gange skal man lytte til faderlige ord. Ikke altid, bevares, men nogle gange. I aftes sendte mit faderlige ophav mig en lille reminder: Inden debatten om kvalitet i daginstitutionerne igen fortaber sig kommunale prioriteringsdiskussioner, så hold fast i hvorfor det er et nationalt tema. “Du har”, skriver han, “haft fat i ’barndommen’ som en indledning til resten af livet. Dagtilbuddene er nøglen til den enkeltes fremtid. Men derfor kunne (burde?) et nationalt perspektiv også gøre sig umage med at knytte dagtilbuddene til andre politikområder (skolen, uddannelse, de særlige foranstaltninger, kultur og fritid, skabelsen af den demokratiske figur m.v.)”
Og han har jo ret. Jeg er hverken på politiker- eller forvaltningssiden berejst i det kommunale, men jeg kan se konturerne af det, han taler om: Daginstitutionsområdet er ikke og skal ikke ses som et løsrevet, kommunalt anliggende, men som en integreret del af andre politikområder: Vi har en ambition om at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, det er lige præcis ambitiøst, men ikke desto mindre nødvendigt at vi satser på uddannelse, uddannelse og uddannelse. Vi ved, at gode daginstitutioner gør en forskel. Integrations/medborger/hvem-finder-på-et-bedre-ord?-politikken er også oplagt at tænke sammen med kvalitet i daginstitutionerne. Det bliver muligvis en anelse højstemt, men jeg mener faktisk, at det pædagogiske arbejde bør have blikket rettet mod den demokratiske dannelse (og i mange tilfælde har den det også). Det handler om mødet med og forståelsen for forskellighed, kulturelle indtryk og træning i at indgå i et forpligtende fællesskab med plads til mig, dig og os alle sammen. Man kunne også tale om skolepolitik, ligebehandlingspolitik, livsfasepolitik…
Som jeg ser det, kræver det netop det nationalpolitiske perspektiv krydret med et forskningsperspektiv, der vel egentlig bare fortæller os det, vi allerede ved: At vi kan sætte afgørende spor i de små menneskers liv – gode eller mindre gode.
Tak for reminderen.
