Mislykket anmeldelse

DF vil have, at enhver dåse babymad, ethvert tandlægetjek og enhver klatskilling til irakerne i kirken skal udløse en sigtelse efter udlændingeloven. Den forbrydelse vedkender jeg mig og forsøgte derfor idag at melde mig selv til politiet på Bellahøj. En flink kriminalbetjent lyttede velvilligt til mit ærinde, men mente ikke, at jeg har forbrudt mig mod gældende lovgivning og ville ikke tage imod min anmeldelse. Endnu en gang hviner det danske folkepartis retorik skingert når det rammer den virkelighed, vi andre lever i. Naturligvis og retfærdigvis skal ingen, der fredeligt demonstrerer deres uenighed med det herskende flertal og indignation over en umenneskelig afgørelse retsforfølges eller straffes. Retorikken tjener kun det ene formål at gøre hjerterne endnu hårdere og murene endnu højere. Gid det ikke lykkes.

Mig, den radikale

Solen skinnede, ungerne legede og baggården var fuld af glade folk. Så ringede min telefon. ”Hej, det er Kasper fra de radikale, jeg vil høre, om du ikke har lyst til at stille op til at blive kandidat til Folketinget?” ”Mig? Jo, det vil jeg gerne.” Fem dage senere stod jeg på årsmødet og fortalte, hvem jeg er og hvorfor det var mig, der skulle vælges i Utterslev. Fortalte, at jeg er 30 år og uddannet religionssociolog. At jeg arbejder som projektkonsulent i Bibliotekarforbundet, er gift og mor til to børn. At min politiske gnist for alvor er blev tændt sidste efterår, hvor kampen for at bevare udflytterbørnehaverne på Nørrebro havde epicentrum på mit spisebord. Derfra udgik pressemeddelelserne og der fik journalisterne en kop kaffe og en svada. Der blev dialogmøder planlagt og champagnen serveret, da sejren var i hus. Her gryede det for mig, at det ikke kun er mig og min familie, der insisterer på at leve et middelklasseliv på Nørrebro med alt hvad det indebærer af til- og fravalg.

Senere blev det sværere at holde fast i Nørrebro. Kuglerne begyndte at flyve og utrygheden fik fat. I et par uger blev tanken om ligusterhækken det tryggeste tilflugtssted og i primetime på TV2 fik jeg sagt, at nu er det nok og vi flytter. For stikker vi os ikke blår i øjnene, hvis vi ikke stiller os ansigt til ansigt med det, der gør os bange og med åbne øjne ser på, hvad der skaber skydegalskab? Én forklaring, jeg ikke køber, er at skyderier og bandekrig er et etnisk problem. Grådighed og koldblodighed kender ingen farver, og det er vi nødt til at holde fast i, når kuglerne flyver. Der må findes måder at stoppe rekrutteringen til banderne, der handler om inklusion frem for eksklusion – både når det handler om retorik, om strafudmåling og om praktikpladser. Nu ved jeg, at jeg ikke kan vende Nørrebro ryggen. Mit hjerte banker for den krøllede, skøngrimme bydel, og herfra kan jeg kun være enig med Lone Dybkjær, der på årsmødet sagde, at det er værdipolitikken, vi skal have fat i. Fx ved at udfase begrebet integration og i stedet tale om medborgerskab. For holder vi fast i at tale om integration, holder vi fast i, at nogle mennesker skal være noget andet, end det de er i forvejen. Den dagsorden skal ikke være de radikales.

Mit politiske standpunkt tager i høj grad udgangspunkt i mit eget liv på Nørrebro. Det er herfra, jeg vil tage fat og lære mere. Jeg er radikal, fordi jeg tror på, at modet til at lytte til og lære af det bedre argument bør være bærende i det politiske arbejde og jeg vil kæmpe for et opgør med voxpop-politikken, hvor løsrevne meningsmålinger får autoritet frem for det saglige argument. Jeg er glad for og stolt af, at være en del af et parti, der tør vælge et helt nyt og uprøvet ansigt som kandidat og jeg lover at give den et los for at få de radikale tilbage som et stærkt og klogt midterparti.