Har du krammet din pædagog i dag?

Hippier eller strukturryttere, reformpædagoger eller didaktikere? På det seneste har vi fået lov at kigge under dynen på et fagligt miljø, der – som faglige miljøer er flest – kæmper om, hvem der har ret. På den ene side står angiveligt de strukturelskende didaktikere, på den anden de frihedselskende reformpædagoger.

Sandheden er vel nok, at praksis befinder sig et sted midt i mellem. Hvis der i praksis er tid, hænder, faglig refleksion nok til at praktisere pædagogik…

Jeg lancerer i dag en krammekampagne. Kram en pædagog og anerkend det enorme stykke arbejde, de mange, mange dygtige professionelle gør hver eneste dag. Jeg siger ikke, at alle pædagoger sidder forrest i bussen, når det gælder en kompetent og kærlig håndtering af faget. Men jeg siger, at rigtig mange gør. Og at vi derfor skal være overordentlig forsigtige med at lede i kassen med pædagogisk sindelag, når vi skal ændre kursen for daginstitutioner. Mit bud er i stedet:

*Flere kærlige hænder og kompetente hoveder til de mindste

*En specialiseret pædagoguddannelse og ret og pligt til efteruddannelse

*Tydelige og uddannede ledere

God fornøjelse med krammeriet.

Hverdagen er politisk

Så er vi i gang. De næste tre uger krænger det politiske Danmark sig selv på vrangen for at gøre sig lækker for vælgerne. Mine lygtepælsfarvede arme vidner om, at jeg vil gøre det samme. Og samtidig mindst én gang om dagen minde mig selv om, at det er hverdagen, der er politisk:

Er der en, der hilser på min datter, når jeg afleverer hende om morgenen? Hvad koster en økoagurk? Skal vi tage en tur mere i Ikea for at få samfundsøkonomien til at hænge sammen? Gad vide om mine børn kan få børn? Er jeg et dårligt menneske, hvis jeg spiser ungerne af med McD, når det kniber? Har jeg tid til at lave politik, hvis jeg også skal arbejde mere? De knægte i s-toget gør mig sgu bange, hvem er de egentlig? Hvordan skal jeg holde til at arbejde i 35+ år endnu? Har vi råd til rengøringhjælp? Er der nogen, der vil med ud og samle ind den 4.september?

Glædelig, ordentlig, fremsynet valgkamp derude.

Sofie

 

Faderlige ord og hvorfor daginstitutionspolitikken hører til på Borgen

Nogle gange skal man lytte til faderlige ord. Ikke altid, bevares, men nogle gange. I aftes sendte mit faderlige ophav mig en lille reminder: Inden debatten om kvalitet i daginstitutionerne igen fortaber sig kommunale prioriteringsdiskussioner, så hold fast i hvorfor det er et nationalt tema. “Du har”, skriver han, “haft fat i ’barndommen’ som en indledning til resten af livet. Dagtilbuddene er nøglen til den enkeltes fremtid. Men derfor kunne (burde?) et nationalt perspektiv også gøre sig umage med at knytte dagtilbuddene til andre politikområder (skolen, uddannelse, de særlige foranstaltninger, kultur og fritid, skabelsen af den demokratiske figur m.v.)”

Og han har jo ret. Jeg er hverken på politiker- eller forvaltningssiden berejst i det kommunale, men jeg kan se konturerne af det, han taler om: Daginstitutionsområdet er ikke og skal ikke ses som et løsrevet, kommunalt anliggende, men som en integreret del af andre politikområder: Vi har en ambition om at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, det er lige præcis ambitiøst, men ikke desto mindre nødvendigt at vi satser på uddannelse, uddannelse og uddannelse. Vi ved, at gode daginstitutioner gør en forskel. Integrations/medborger/hvem-finder-på-et-bedre-ord?-politikken er også oplagt at tænke sammen med kvalitet i daginstitutionerne. Det bliver muligvis en anelse højstemt, men jeg mener faktisk, at det pædagogiske arbejde bør have blikket rettet mod den demokratiske dannelse (og i mange tilfælde har den det også). Det handler om mødet med og forståelsen for forskellighed, kulturelle indtryk og træning i at indgå i et forpligtende fællesskab med plads til mig, dig og os alle sammen. Man kunne også tale om skolepolitik, ligebehandlingspolitik, livsfasepolitik…

Som jeg ser det, kræver det netop det nationalpolitiske perspektiv krydret med et forskningsperspektiv, der vel egentlig bare fortæller os det, vi allerede ved: At vi kan sætte afgørende spor i de små menneskers liv – gode eller mindre gode.

Tak for reminderen.

 

Børneområdet er for vigtigt til valgkamp

Først og fremmest er det skønt at høre socialministeren have en holdning til daginstitutionerne. 97% af alle børn i Danmark tilbringer i snit mere end 6 timer dagligt i daginstitutionerne, hvor tusindvis af pædagoger og medhjælpere hver dag går på arbejde for at passe dem. Det må kalde på nationalpolitisk opmærksomhed, men går det desværre for sjældent.

Når det er sagt, sniger dagens debat sig desværre ikke op på det niveau, emnet kræver. Ministeren kalder pædagogerne for hippier og mener, at det er i deres forhistoriske sindelag, man skal finde årsagen til, at alt for mange børn ikke har nok kontakt til voksne i vuggestuen og børnehaven. Et sæt nationale mål om læring kan i følge hende rette op på den misere. På den anden side bliver Mette Frederiksen forarget over, at Benedikte Kiær mener noget om børneområdet, når hun ikke selv er mor. Der er ikke noget at komme efter, pædagogerne gør det godt, siger hun til Ekstra Bladet.

Men hør nu. Har man som forælder været i kontakt med mere end ét dagtilbud, ved man, at nogle steder er supergode, andre er det modsatte. Plukker jeg lidt af mine egne erfaringer, findes der pædagoger, der ruller rundt på høje stole og kommanderer med tropperne på gulvet og voksne der mener, at det utæmmede barn er noget nær guddommeligt og derfor endelig ikke må forstyrres. Og der findes pædagoger, der sætter overskuelige, kærlige rammer for ungernes udvikling, taler respektfuldt til og med børnene og bygger med på det fundament, der skabes gennem en tryg barndom. Kvaliteten i daginstitutionerne svinger kort sagt alt for meget. Det er på tide at lægge valgkampsskytset til side og tage en reel og konstruktiv debat om børneområdet.

Vi ved, at voksenkontakt er altafgørende for børns udvikling. Ikke kun fordi det er hyggeligt og rart at sidde på skødet, men også fordi børn har brug for kærlige og tydelige voksne for at udvikle sig sprogligt, socialt, motorisk og kulturelt. Det gør dem klar til at gå videre i skolen og ud i livet. SFI påviste for nogle år siden, at den gode børnehave sender færre ud i kriminalitet og sikrer børn en god skolegang og uddannelse senere i livet. Det kræver voksne nok og derfor er minimumsnormeringer nødvendige. I 1986 var der 7,5 børn pr. voksen i en dansk daginstitution, i dag er der 11,6. Samtidig er papirarbejdet vokset. Det betyder færre hænder til børnene og det har selvfølgelig konsekvenser for den pædagogiske kvalitet. Flere hænder gør bare ikke hele tricket.

Kvalitet i daginstitutioner handler mindst lige så meget om organisering af arbejdet, struktur i hverdagen og pædagogiske ambitioner og engagement. Jeg har ikke den færdige opskrift på, hvordan sådan en cocktail blandes, men lad os diskutere om ikke en knaldgod uddannelse, tydelig ledelse, pædagogiske konsulenter med hænderne i mulden kunne være nogle af ingredienserne. En ting er sikkert, mere papirarbejde og pseudokvalitetssikring som nationale mål for børnehaver sikrer hverken flere hænder til børnene eller højere kvalitet.

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Vi har en unik chance for at skubbe hver enkelt barn ind på vejen til et frit og lige liv. Den chance skal vi gribe.

Når vi nu ved det…

Der er ingen vej uden om voksenkontakt og nærvær, hvis vores børn skal trives og vokse til som sprogligt, socialt, motorisk og kulturelt begavede individer. Det ved vi. Vi ved også, at velfungerende daginstitutioner med ordentlige normeringer uden sammenligning er både den bedste og den billigste velfærdsanordning, når det gælder om at rette op på børns medbragte uligheder.

Derfor er det virkelig dårlige nyheder, når FOA kan fortælle, at 8 ud af 10 ansatte i daginstitutionerne melder om mindre tid til det enkelte barn som konsekvens af besparelser. 8 ud af 10! Tid til det enkelte barn handler både bleskift, mad indenbords, skoene på, lynlåsen lynet og om tid til sang, læse en bog, gå en tur, kigge i øjnene. Mindre tid betyder mindre af det hele og det betyder, at vi forspilder vores gyldne chance for at klæde alle børn lige godt på til livet.

Når vi nu ved det, hvorfor handler vi så ikke efter det? Kvalitet i daginstitutioner handler ikke kun om normeringer, men når vi endelig sætter daginstitutionerne på den nationalpolitiske dagsorden, er det et glimrende sted at starte.

Uren børnepolitik

Fredag i næste uge udkommer en bog, som jeg glæder mig umanerligt meget til at læse. Uren pædagogik hedder den og beskrivelsen af den lyder forjættende:

Pædagogikken er blevet alt for ren og pæn. Store dele af den pædagogiske forskning er i disse år optaget af at finde metoder, der kan rejse rundt fra fag til fag og fra skole til skole (…) Metoder bliver kongevejen til sikkerhed, kontrol og mere læring.
UREN PÆDAGOGIK gør op med dette syn. Med baggrund i discipliner som pædagogisk filosofi, pædagogisk psykologi og litteraturforskning argumenterer forfatterne for, at pædagogik er besværlig, overraskende og uren, og at den er tæt knyttet til kulturen, faget, konteksten, indholdet, personen og materien.

Bogens forfattere lettede allerede låget på kagedåsen i forrige weekends Weekendavis. Ud med kontrollen, siger de. Ud med nationale tests og signalfarvede skemaer for kompetenceudvikling i daginstitutionerne og folkeskolen. Ind med den kontekstafhængige og bøvlede her-og-nu-og-med-disse-mennesker-tilgang til pædagogik og læring. Fordi tests og skemaer alligevel ikke fortæller os det, vi gerne vil vide: om børnene kan mere end bare tabellen, om de trives og udvikler sig til at kunne tage vare på deres eget og kammeraternes liv, om vores fælles børneomsorg gør alt hvad den kan for at fylde op i både kulturelle, sociale, sproglige og motoriske bægre.

Så lad det være programerklæringen for en (gerne nær) fremtids børnepolitik: En uren politik, der lader pædagoger og lærere folde deres fag ud og være ambitiøse , begejstrede, frie fyrtårne. Lad dem pirre nysgerrigheden og videbegæret hos lige præcis de børn, de har på deres stue og i deres klasselokale. Ud med det højglanspolerede billede af et ensartet børneliv, der kan måles og testes og ind med en uren børnepolitik.

Postbud, postbud bring mig en pakke!

Læs mere om bogen her

Hvad har Libanon med Lille Lars at skaffe?

Det kan ikke være undsluppet en flittig facebookbrugers opmærksomhed, at jeg har tilbragt den sidste uge i Beirut. Ej heller, at der har været et par fester inde i billedet. Tre faktisk. Og hold nu kæft! Libaneserne fester som om solen aldrig står op. Hvad har det med Løkke at gøre? Eller mere præcist: Hvad har det med det valg, han ikke rigtig kan få sat gang i at gøre?

Jo, libanesernes bersærkergang lærer os, at vi faktisk kun har én chance. Til at sikre, at alle børn vokser op i trygge, udfordrende, ambitiøse rammer hvor kærlige og kloge voksne sætter rammerne for, at de fuldtud udnytter deres livschancer. Vi har ikke tid til at vente på, at endnu et kontrolapparat skal testes af på landets pædagoger for om fem år at blive rullet tilbage i en ny “lug ud i vores eget bøvl”-kampagne fra den siddende regering. Det er tid til at tro på fagligheden og lade begejstringen og ambitionerne for livet og evnerne og ungerne folde sig ud.

Og vi har kun én chance for at forhindre, at det næste barn af sjæleligt forkrøblede asylansøgere oplever en forælders selvmordsforsøg. Vi kan ikke vente på, at samarbejdet om at føre Danmark ud på samtlige konventioners og menneskelig værdigheds overdrev hører op. Vi skal have menneskene ud af centrene og ind i livet.

Og vi har ikke tid til at vente mere på det valg, Løkke. Hver dag med mere kontrol, mere mistillid, mere indelukket selvfedme sætter ar på rigtige, levende sjæle.

Den alvorlige undertone på de libanesiske partyknapper er, at der måske ikke er så meget tid at spilde. Så kære Lars, gider du lige trykke på din?

Prøv igen, ministre

Sidste gang vi københavnske forældre var på barrikaderne for vores børns institutioner inviterede Manu professor Per Schultz Jørgensen med til et møde på Rådhuset. Han ridsede det essentielle i et godt institutionsliv op sådan her:

Børn skal have kammerater og pædagogerne skal understøtte at alle har mindst én ven, der genkender dit barn om morgenen. I genkendelsen og relationen til den anden finder barnet sig selv.

Børn skal have en tæt relation til en voksen, et bånd, som barnet kan tro på. Kontinuitet og stabilitet i barnets liv er bundet sammen med dette bånd.

Børn skal indgå i et fællesskab, hvor de er værdsat og hvor ”vi” har nogle rutiner, traditioner og et sammenhold ”her på stuen”. Fællesskabet kryber ind under huden og bliver en del af barnet selv og i en verden hvor fællesskaber ikke ligger på den flade hånd er dyrkningen og styrkelsen af dem endnu vigtigere.

Sidst men absolut ikke mindst er det gode børneliv et rummeligt liv. Her er plads til dem med problemer og diagnoser, dem der larmer og rumsterer, de lige såvel som de skæve.

Før ministrene Poulsen og Kiær kommer snigende med deres læreplaner 2.0 skulle de sætte næsen op efter at opfylde disse fire basale punkter. Det kræver kompetente voksne og dem er der for få af. Det er ikke mere kompliceret end det.

Samfundets børn?

Boye Haure spørger på facebook, om børn der ikke går i institution er fortabte og om børnene er samfundets. Jeg skal prøve at folde mig lidt mere ud, Boye.

Hvis mine hænder og min hjerne er samfundets – og det er de vel i det omfang, det blandt andet er dem, vi skal leve af – og vi samtidig tilskynder folk til (og heldigvis hjælpes godt på vej af deres/vores egen drift imod) at få børn, så er det en fælles forpligtelse, at dine, mine, vores børn dannes og uddannes i regi af fællesskabet. At man kan problematisere fordelene ved, at vi afleverer vores børn i fællesskabets varetægt fra de er ganske små, er jeg helt med på. Særligt når fællesskabet ikke tager ordentligt vare på dem, men overlader dem til – og jeg siger det igen – underbemandede og pædagogisk udsultede institutioner. Tager vi den diskussion, skal vi samtidig tage diskussionen om, hvorvidt vækst er vejen frem eller om vi skal skrue tilbage til dengang den ene forælder gik hjemme med ungerne til de var skoleklare. Det vil trække en betragtelig del af arbejdsstyrken ud af rotation og det er vist ikke dét, der er på plakaten.

Så om de 3% der ikke går i institution er fortabte? Tjaanej, det er de vel ikke. Men vi som samfund er fortabte, hvis vi ikke snart sætter en anden kurs for de små. Deres dannelse som samfundsborgere bør lægge os allermest på sinde, hvis vi virkelig mener det med det frie, lige samfund.

Undladelsessynder

Indtil videre har jeg ikke hørt én eneste politiker mene noget om, hvordan børnelivet skal se ud i 2020.

Der mangler ellers ikke holdninger til, hvordan landet skal se ud om 9 år. 9 år, venner. Min søn på 5 er næsten færdig med folkeskolen om 9 år. Han får altså lige skrabet sig med på på den tallerken, der skal fyldes med godter, når økonomien skal reformeres. Mere uddannelse, mere forskning, mere sundhed. Imens forvitrer fundamentet for den samlende, integrerende, til verdensklasse uddannende folkeskole. Daginstitutionerne hutler sig igennem på kommunale budgetter, der skrumper og efterlader vores børn – fremtiden, guldet – til underbemandede, pædagogisk understimulerede opbevaringsstationer mens vi arbejder en time eller to mere.  Det er ikke godt nok og vi skal have en national vision for børnelivet nu.

Daginstitutioner med veluddannet pædagogisk personale og ordentlige normeringer. Vi skal satse på, at færre børn ender i specialtilbud og gentænke ressourcefordelingen mellem det almene pædagogiske område og det specialpædagogiske. Der skal ikke være penge i diagnoser, men i rummelige, velfungerende pædagogiske rammer. For bare at starte et sted.

Når fundamentet er i orden, så kan vi tale om uddannelse, forskning og Danmark i overhalingsbanen.